Postholderens køkken

Mad og råvarer

Har du lyst at smage mad, hvor hovedparten består af råvarer fra egnen omkring Guldborg – så er muligheden fra køkkenet på Postholderens Sted!

Vi indkøber lokalt, hvad vi har mulighed for, laver meget mad fra grunden, bager brød, leverpostej, sylter rødbeder, steger, bager, sprænger og braser, laver pesto og marmelader, presser æbler til saft, og forsøger at lave enkelt, skandinavisk/nordisk og lollandsk køkken.

Brændenælder, skvalderkål og mælkebøtter til pestotilberedning er plukket på jordstykker i Soesmarke, hvor får og en tam høne lever i balance med naturen under æble- og pæretræer side om side med tangkartofler og frilandstomater.

Ikke-sprøjtede råvarer

Sæsonens råvarer forlover vi os med, og vi henter som tidligere nævnt en del fra marker i nærmeste omegn (Soesmarke). Bl.a. pestoen hviler udelukkende på ingredienser fra planter, som gror under frugttræerne. Ligeledes består vores æblesaft af æblerne plukket i plantagen i Soesmarke.

Vi lægger os i selen for at indkøbe lokale friske fisk og tilbyde disse på menukortet. Spørg efter det, du umiddelbart ikke ser. Vi tilbyder bl.a. fiskefade som forret (torskesalat, hvilling-terrine n/dildsauce, marinerede rejer) med ristet olivenbrød.